Norge På Ski

Hjem / Skiferie Lounge / Brev fra rejsearrangør

27. februar 2026

Brev fra rejsearrangøren

Jeg overtog opgaven med at arrangere Rude-Raben-skituren fra min far, Henrik, i 2020. Jeg valgte at overtage, fordi jeg var blevet spurgt og gradvist oplært gennem årene og fordi denne skitur betyder meget for mig. Det er årets højdepunkt. En ferieform, jeg virkelig nyder og gerne vil vise frem for andre. Men også fordi jeg gerne ville sikre, at den levede videre.

2021 var altså mit første år, men også en uheldig start på mit nye ansvarsområde. Verden var ramt af coronaepidemien, og vi var nødt til at aflyse på grund af risikoen for nedlukning. Det var den første aflysning, jeg har hørt om.

Gennem årene har vi vedligeholdt gode aftaler og samarbejder med hytteudlejer og færgeselskab, som blev etableret af Henrik. Hvert år har vi forsøgt at skære prisen helt ind til benet for at gøre turen mulig at finansiere for alle.

I 2022, 2023 og 2024 var turene, som man kendte dem, i Høydalsmo, og planlægningen kørte næsten på skinner. I disse år arbejdede jeg med at optimere hjemmeside, tilmelding og regnskab. Jeg har opnået følgende inden for de forskellige områder:

Hjemmeside

Vi oplevede gennem årene med Henrik som arrangør, at metoden med at sende information ud via mail gjorde, at noget gik tabt. Når ny information blev sendt ud, blev tidligere, men stadig relevante, mails begravet i indbakken. Derudover var der meget information, som kunne gøres mere overskuelig via en hjemmeside. Her kunne man hurtigt finde den information, man havde brug for.

Vi startede med at bruge en gratis platform fra Google, men den havde sine begrænsninger. I perioden 2022–2024 opbyggede jeg derfor en hjemmeside fra bunden på en gratis platform, hvor vi kunne tilknytte vores eget domæne: NorgePaaSki.dk. Domænet er hjemmesidens eneste udgift på 50 kr. om året, som jeg selv finansierer.

Jeg har hygget mig med at gøre hjemmesiden attraktiv og nem at finde rundt på, fordi jeg som designer har passion for layout, brugervenlighed og brandopbygning.

Med tiden har jeg også lagt mange kræfter i at beskytte de personfølsomme oplysninger, som deltagerne er nødt til at opgive for, at jeg kan bestille gruppebillet til færgen. 
Tilmelding

Tidligere foregik tilmelding og indsamling af personfølsomme oplysninger via Googles spørgeskemaplatform Forms. Jeg var ikke tryg ved, at Google skulle have den information, eller at den blev sendt via mail. Samtidig kunne jeg effektivisere processen markant ved at lade deltagerne oprette en profil på NorgePaaSki.

Profilen er personlig og krypteret, så oplysningerne kun kan ses af den enkelte og admin (mig). Når man først har oprettet en profil, skal man ikke år efter år indtaste de samme oplysninger. Når man tilmelder sig, bliver informationerne automatisk samlet i en fil, som jeg henter ned og indsætter i regnearket.

Et andet forhold, der begyndte at fylde i forbindelse med tilmeldingen, var fordelingen af pladser mellem Rude- og Raben-familien. Begge familier er nu så store, at der ikke er plads til, at alle kan tilmelde sig. Derfor var der behov for en fordeling. Samtidig ønskede jeg som arrangør mulighed for at invitere venner med. Derfor blev invitationskoderne skabt og fordelt: 4 til mig, 6 til Henrik og 10 til Bent. Indtil videre fungerer det efter hensigten.

Regnskab

Regnskabet er optimeret, så risikoen for fejl minimeres. Fra hjemmesiden henter jeg den omtalte fil og indsætter den i regnskabet. Derefter fordeler jeg deltagerne i de biler, de har oplyst. Priser beregnes automatisk ud fra alder, afrejsested og eventuelt madansvar. Selv kørselsgodtgørelse beregnes automatisk, når man indtaster afrejseadressen.

Disse optimeringer har jeg nydt at arbejde med. Det har været en balance at få det til at fungere smart, se professionelt ud og samtidig bevare følelsen af den gode, gamle familietur.

Udfordrende år

De seneste to år har været udfordrende. Vi mistede pludseligt Høydalsmo-hytten kort før 2025-turen, hvilket betød, at vi måtte vælge en hytte ved Blefjell til fem gange prisen. En hytte med mange problemer.

Planlægningen af 2026-turen blev yderligere påvirket af, at jeg fik en hård start som far med en alvorligt syg søn. Det betød, at vi igen ikke formåede at finde en prisvenlig hytte og igen oplevede vi problemer.

På disse to ture har jeg måttet indse, at mit ansvar for deltagernes oplevelse – og de problemer, der løbende opdages og påtales – påvirker mig i en grad, så den skitur, jeg før så som årets højdepunkt, nu er blevet en skuffelse.

Tidligere kunne jeg augmentere for, at hytten for eksempel var utæt, fordi prisen var derefter. Men når vi betaler en premiumpris, føler jeg et langt større ansvar for valget, og jeg oplever det som et personligt svigt, når problemerne viser sig. Jeg tager det ind, og det påvirker mit humør og dermed min ferie.

Gennem årene har jeg opfordret til, at jeg fik en medarrangør til at dele ansvaret. Det er ikke lykkedes, og jeg vil igen opfordre til, at denne medarrangør findes. Gerne en fra Raben-familien.

Jeg har altid arbejdet frivilligt og har ikke fået andet end fritagelse for madlavning på turen. Jeg har nydt det forudgående arbejde gennem årene og set det som en investering i fremtiden.

Men jeg ønsker ikke at miste glæden ved at tage på skiferie – og derfor fratræder jeg rollen som frivillig rejsearrangør.

Kærlig hilsen

Esben Rude